Alle har ret til en uddannelse

I 2015/16 var Ung Aktions fokus den massive fattigdom og mangel på uddannelse i Ghana. 

Der er omkring 23.8 millioner mennesker i Ghana, hvoraf halvdelen er under 15 år. Analfabetisme er utroligt udbredt – faktisk kan hele 42,2% af befolkningen over 15 år ikke læse og skrive, kvinderne i større grad end mændene. Der er desuden stor forskel mellem nord- og syd Ghana. Mens der er en delvist udviklet infrastruktur og gode uddannelsesinstitutioner i syd, så halter Nordghana efter, hvor stammekultur, heksedoktorer samt religion spiller en stor rolle ift. identitet og muligheder i livet. Mennesker fanges i fattigdom og kan ikke bryde mønsteret, fordi der bl.a. er mangel på beskæftigelse og der ikke er råd til at tage en god uddannelse. Det koster ikke at gå i grundskole, men skoleuniformer og bøger er dyre, hvilket resulterer i at flere ikke gennemfører. Det er et stort problem! 

Med støtte fra Erasmus+ var Ung Aktion i Ghana i efteråret 2015. Her var vi en del af et udvekslingsprojekt med unge ghanesere, samt unge fra Togo og Rumænien. Sammen fik vi snakket om barrierer og løsninger for at skabe en bedre og mere bæredygtig fremtid – og uddannelse var en af de helt store og afgørende faktorer der blev fremhævet. 

Derfor mener vores samarbejdspartner Sedarvp Ghana, at gadebibliotker er en vej frem. Et bibliotek hvor alle har adgang til de bøger, der er nødvendige for at kunne følge med i skolen og bestå eksamen. Ung Aktions kampagne samler derfor penge ind til at etablere gadebiblioteker i Tamale, Nordghana. Indtil videre har vi været med til at etablere 2 gadebiblioteker med stor success – og der er flere på vej 🙂 

Se årets kampagnefilm herunder: