Syriske flygtninge har ret til en bedre fremtid 

I 2014/15 satte Ung Aktion fokus på syriske flygtninge i Jordan og deres magtesløshed, fanget i konflikt og fattigdom. 

Syriske flygtninge i Jordan har svære vilkår og lever i fattigdom og frygt. Mange har ikke mulighed for at gå i skole og er man syg, er det svært at få adgang til medicin og behandling. Desuden har de ikke ret til at arbejde og bevæger man sig ud på det sorte marked, risikerer man at blive anholdt og i værste fald sendt tilbage til Syrien. Dette kan have alvorlige og fatale konsekvenser for dem selv, samt de familiemedlemmer der er efterladt. 

I efteråret 2014 tog Ung Aktion til Jordan for at møde unge syriske flygtninge, høre deres historier og syn på fremtiden, samt for at iværksatte et projekt sammen med vores samarbejdspartner Jordanian Society for Human Development (JSHD). 

JSHD kæmper for at de syriske flygtninge skal have lov til at udvikle sig, og for at de kan leve under ordentlige forhold i det jordanske samfund. De fokuserer primært på børnefamilier med børn i alderen 6-17 år. De arrangerer bl.a. børnefestivaler og workshops med psykologer, der kan bearbejde de mange krigstraumer, som både børn og voksne syrere har fået under deres flugt fra borgerkrigen i deres hjemland.

Et stort behov de unge udtrykte var at få etableret et samlingssted. Et sted hvor de frit kunne have mulighed for at skabe et fællesskab, organisere sig, dele færdigheder og viden, samt historier fra før og nu. Derfor samler Ung Aktion penge ind til et aktivitetscenter, som netop kan indfri dette ønske og derved styrke de syriske flygtninge ift. til at skabe en bedre nutid og fremtid for dem selv. 

Se flere billeder her og årets kampagnefilm her